25 underværker er valgt

Danmarks ildsjæle sprudler af opfindsomhed og virkelyst, og de formår også at skabe begejstring om deres idéer. Realdanias Underværker-kampagne har haft succes med at bruge de sociale medier til at finde spændende ildsjæleprojekter med stor lokal opbakning, og nu er 25 nye underværker udvalgt til at få støtte, så de kan blive ført ud i livet.

Det ikoniske, grønne tårn på Knippelsbro i København skal være ramme om kulturoplevelser. I nordjyske Ingstrup genopstår byens lokale Brugs som bogbutik, café og foredragssted. Og i Ærøskøbing er det bevaringsværdige vaskehus bag Købmandsgaarden godt på vej til at blive Danmarks mindste whiskydestilleri.

Det er blot tre eksempler på de i alt 25 projekter, der nu bliver til virkelighed som led i Realdanias kampagne ”Underværker – bygningsarvens ildsjæle”. Ved at støtte frivillige projekter i det byggede miljø skal kampagnen hjælpe ildsjæle med at føre deres idéer ud i livet.

Lokalsamfund støtter ildsjælene på de sociale medier
For at blive bedømt af kampagnens bedømmelsesudvalg skulle ansøgerne beskrive deres projekt på kampagnens hjemmeside – og oveni bl.a. vise, at de var i stand til at skabe begejstring om idéen ved at få så mange som muligt til at give den et ”like”. Engagementet har været stort hos ansøgerne, som har bl.a. været aktive på de sociale medier og i lokalpressen for at samle opbakning.

”Vi har med stor spænding fulgt med på kampagnens hjemmeside, mens de mange ildsjæle har skabt opmærksomhed omkring deres projekter. Det har været glædeligt at se, hvad man som ildsjæl kan få til at ske, når man drives af entusiasme og et ønske om at bidrage til ens lokalsamfund. Projekterne, vi nu bidrager til at realisere, er både båret af den rigtig gode ide og har den lokale forankring, der skal til, for at skabe underværker med lang holdbarhed,” siger Christian Andersen, der er programchef i Realdania.

Stærkt ansøgerfelt
De udvalgte projekter er vidt forskellige men har det til fælles, at de gennemføres af engagerede ildsjæle og skaber nyt liv og nye aktiviteter i bygningsarven overalt i Danmark. På stenbroen. I købstaden. Og på landet.

”Ansøgerfeltet har været uhyre stærkt med mange gode projekter. Det vidner om en imponerende virkelyst, kreativitet og begejstring og lover godt for de mange lokalsamfund rundt omkring i Danmark, som nu får glæde af ildsjælenes indsats,” siger Christian Andersen.

Næste ansøgningsrunde til september
Underværker-kampagnen inviterer til en ny ansøgningsrunde for ildsjæleprojekter fra hele landet den 23. september 2015.

Se alle projekter