Ildsjæle bygger nye fællesskaber

Landets ildsjæle bobler af virkelyst, og nu bliver 16 nye ildsjæleprojekter til virkelighed med støtte fra Realdanias Underværker-kampagne. Ildsjælene bygger fællesskaber. Deres projekter skaber nye rammer i de lokalsamfund, de er en del af, og bidrager til både fællesskab og livskvalitet.

Lokale ildsjæle vil skabe et utraditionelt mødested i Gellerupparken i Aarhus – et reparations- og genbrugscenter, som skal bringe beboerne sammen. På Fyn bliver Fabers Fabrikker i Ryslinge café, kultur- og spillested, hvor alle grupper i byen - herunder nyankomne flygtninge - kan mødes. Og i København skal en gammel lakfabrik forvandles til kreativt læringsmiljø for børn og lokalsamfund på Amagers grønne friskole.

Hele 55 idéer var på bordet, da Underværker-kampagnens bedømmelsespanel i august mødtes for at udvælge ildsjæleprojekter. Nu er 16 nytænkende projekter udvalgt til støtte, så de kan føres ud i livet.

De valgte projekter spænder vidt, men har det til fælles, at de bliver gennemført af frivillige og passionerede kræfter i det byggede miljø. For nogen handler det om at redde en gammel bygning og give den nyt liv. Andre brænder for natur, kultur eller madkultur. Men alle vil de bruge deres projekt til at bygge bro til omverdenen og styrke de lokale fællesskaber.

”Det store ansøgerfelt vidner om begejstring, kreativitet og virkelyst, og det har været spændende at dykke ned i idéerne, som kommer fra ildsjæle i alle aldre og fra hele landet. Vi glæder os til at yde vores bidrag til, at flere af landets mange, seje ildsjælegrupper nu kan gøre deres visioner til virkelighed,” siger Jens Böhme, sekretariatschef i Realdania.

Et engageret bedømmelsespanel bestående af en række markante ildsjæle, iværksættere og eksperter har bistået Realdania med udvælgelsen af de 16 projekter. Projekterne støttes samlet med knap 8,5 mio. kr.

Ildsjæle kan stadig søge om støtte
Har man en ildsjæl i maven og en god idé er det stadig muligt at søge støtte gennem Underværker. For at komme i betragtning skal man uploade sit projekt på www.underværker.dk og samle opbakning via ’likes’. Når et projekt har mindst 200 ’likes’ går det automatisk videre til det kommende bedømmelsesmøde.

Realdania har samlet afsat 45 mio. kr. til at støtte op om ildsjælene gennem kampagnen Underværker. Alt i alt forventes op til 80 små og store projekter at modtage støtte frem mod udgangen af 2017.