Mød Underværker på Skarresø Festival

Mød kampagnen, pitch din idé og skab nye underværker på Danmarks eneste byggefestival.

Skabertrang og håndværk er sat i højsædet, når op mod 500 byggeglade ildsjæle hvert år mødes på Skarresø Festival på Djursland. Her kan man arbejde sammen med mennesker uden for ens eget fagfelt og sammen prøve kræfter med mindre installationer eller byggeprojekter.

  

Underværker holder byggeworkshop den 20. juli

I år lægger også Underværker vejen forbi Danmarks første og eneste byggefestival. Den 20. juli holder vi en byggeworkshop sammen med de aarhusianske ildsjæle bag Institut for (X) – en platform for kulturelle iværksættere i mange forskellige afskygninger. 

Til workshoppen kan alle interesserede være med til at bygge møbler til stedet. Eller man kan høre mere om, hvordan man søger Underværker og få sparring på sin projektidé.

 

Skarresø Festival er udviklet og gennemføres af Foretagsomheden - en forening, som arbejder for at fremme bl.a. arbejdsglæde, samarbejde, videndeling og det gode håndværk.

 

Festivalen finder sted fra den 17.-23. juli. Find den på Ballevej 27, 8550 Ryomgaard.