Ildsjæle skaber 34 nye underværker

Fra nye rammer for musik og kultur til komposthave, skraldecafé og rollespilshytte. Danmarks byggende ildsjæle bliver flere og flere, og deres idéer rækker ud til lokalsamfundet og styrker fællesskabet. Nu kan 34 af dem blive til virkelighed med støtte fra Underværker, Realdanias ildsjælekampagne.

I sønderjyske Vojens vil Foreningen Ringgaard skabe bedre fysiske rammer for at hjælpe udsatte borgere og samtidig bekæmpe madspild ved at videresælge overskuds- og datovarer til lave priser. Nær vestfynske Glamsbjerg skal Hørvævsmuseet udvikles som samlingssted for viden om vævning, design og udvikling af danske naturmaterialer. Og ved Hareskoven nord for København er en ny rollespilshytte på vej. Målet er, at stedet skal være et alternativ til det tradtionelle foreningsliv og en base for mangfoldighed af eventyrlige og kreative friluftsaktiviteter for både voksne, børn og unge.

Sådan lyder blot tre eksempler på, hvad der kan ske, når frivillige ildsjæle får en god idé og sætter alle sejl ind på at føre den ud i livet.

Rekordmange ansøgninger
Siden 2011 har Realdania støttet over 200 frivillige projekter med mere end 90 mio. kroner. Nu har landets mange frivillige ildsjæle haft endnu en mulighed for at gøre deres idéer til virkelighed i regi af Realdanias ildsjælekampagne, Underværker. Denne gang valgte hele 184 begejstrede og engagerede ildsjælegrupper at byde ind, og nu er 34 af dem udvalgt til at få en økonomisk håndsrækning fra kampagnen.

De mange idéer spreder sig over hele landet, på tværs af både by og land. For nogle handler det om bæredygtighed, lokalt fællesskab og om at udvikle nytænkende alternativer til det organiserede foreningsliv. Andre rækker ud til udsatte børn, unge og familier. Og andre igen arbejder for at skabe kulturoplevelser eller redde en historisk bygning ved at sætte den i stand og fylde den op med nye aktiviteter. Fælles er, at ildsjælene gør en positiv forskel for deres lokalsamfund, og at deres smittende energi giver andre lyst til at bakke op om dem.

”Nu, hvor vi har støttet ildsjælene i en del år, er der ikke noget, der tyder på, at deres virketrang er brugt op. Tværtimod byder hver ansøgningsmulighed på nye og flere inspirerende idéer. Det har været en fornøjelse at modtage de mange ansøgninger, som vidner om den passion og energi, frivillige ildsjæle lægger for dagen over hele landet – for fællesskabets bedste. I Realdania er vi langt fra færdige med at bakke op om ildsjælenes store indsats,” siger Christian Andersen, projektchef i Realdania.