Ildsjæle viser 19 nye veje til fællesskab og grønne løsninger

Fra Nordjylland til Bornholm sprudler Danmarks byggende ildsjæle med projektidéer, som rækker ud til lokalsamfundet, styrker fællesskabet og understøtter en bæredygtig udvikling. Nu kan 19 nye ildsjæleprojekter blive til virkelighed med støtte fra Underværker.

Den gamle produktionshal i Nexø skal være centrum for et nyt ’reparationsfællesskab’, hvor frivillige kræfter sætter lokale borgeres kasserede ting i stand, så de kan bruges igen. I Skjern vil en gruppe lokale unge omdanne byens ikoniske rundremise til værested for musik, teater, stand-up, brætspilsaftener og studiesparring. Og i det almene boligbyggeri Hørgården i København drømmer ildsjæle om at bruge et nyt drivhus og udekøkken til at samle lokalområdet om bl.a. grøntsagsdyrkning og madlavning.

 

Hele 110 idéer var på bordet, da Underværker-kampagnens bedømmelsesudvalg for nyligt mødtes for at udvælge projekter til støtte. Siden 2014 har Realdania – i regi af kampagnen – bidraget med en økonomisk håndsrækning til mere end 145 frivillige projekter i det byggede miljø, og nu er yderligere 19 projekter et skridt videre mod realisering.

De valgte projekter er vidt forskellige og forgrener sig over hele Danmark. Men fælles er, at ildsjælene bygger, istandsætter og ombygger bygninger og byrum som springbræt til øget lokalt fællesskab og nye aktiviteter.

 

”Det er altid en fornøjelse at læse de mange ansøgninger fra hele landet, og i Realdania er vi glade for endnu en gang at kunne bakke op om den frivillige indsats. Hvor andre ser problemer, ser ildsjælene muligheder. De er frontløberne, de gør noget ved sagen og har modet til at gå nye veje – til inspiration og gavn for os alle sammen, siger Astrid Bruus Thomsen, programchef i Realdania.

 

Ildsjæle er frontløbere for grønne løsninger

Særligt for denne ansøgningsrunde er, at en overvægt af projekterne anvender og afprøver bæredygtige metoder og materialer eller udvikler tilbud, som gør det nemmere for andre at agere mere bæredygtigt i hverdagen – bl.a. gennem cirkulær økonomi.

 

De 19 valgte projekter støttes samlet med ca. 11,7 mio. kr. Et eksternt bedømmelsesudvalg har bistået Realdania med udvælgelsen. 

 

Ny ansøgningsrunde på vej

For ildsjæle med en god projektidé er nu endnu en mulighed for at byde ind - se her hvordan. Næste ansøgningsrunde har frist den 27. marts 2020.