Guldminen

Støttede projekter

Hvad er idéen?

Guldminen er et laboratorium for udvikling af nye måder at genbruge. Vi arbejder med up-cycling, reparation, redesign, kunst, undervisning, direkte genanvendelse og distribution af udvalgte materialer fra genbrugsstationen. Københavns Kommune og Arc har i samarbejde givet guldgraverne adgang til de fleste fraktioner af affaldet på genbrugsstationen i begrænsede tidsrum. Vi har skabt et sted, der både er et samlingspunkt, men også rækker ud i byen og lokalmiljøet, og som kan virke som inspiration og samlingspunkt for en mere miljøvenlig tilgang til affald.

Hvor skal idéen realiseres?

Projektet foregår i en 500 kvadratmeter gammel hal i forlængelse af genbrugsstationen på Vasbygade i Københavns sydvestkvarter. Den gamle hal har tidligere været brugt til blandt andet håndtering af hårde hvidevarer fra genbrugsstationen, men har stået tom i årevis. Hallen var som udgangspunkt helt rå og nedslidt og havde et stort potentiale i kraft af sin størrelse, sin beliggenhed tæt på byen og den direkte adgang til genbrugsstationen. Samtidig gav det rå udgangspunkt gode muligheder for nytænkning og eksperimenter igennem ombygningen.

Hvad omfatter projektet?

Vi indrettede hallen med plads til værksteder, kontorpladser og workshop områder, herunder elinstallationer, udsugning og maskiner. Og vi har etableret smukke, grønne oaser i tilknytning til hallen og undersøgt mulighederne for etablering af installationer på taget, såsom solpaneler, taghaver og regnvandsopsamling. Vi har lavet nyskabende energiombygninger, hvor udvalgte vægge er isoleret, andre steder er væggen udskiftet med glaspartier. Vi har skabt en direkte indgang til Guldminen fra Vasbygade og bygget en bred indbydende trappe til de besøgende.

Hvem står bag projektet?

Projektet Guldminen er et eksperiment koblet til København Kommunes Teknik & Miljøforvaltning og deres mål om at understøtte cirkulær økonomi samt at øge mængden af affald, der bliver genanvendt. Den frivillige forening Guldgraverne Kbh tæller allerede markante aktører og personligheder inden for genbrug og kultur såvel som nystartede inden for området. Foreningens arbejde foregår på frivillig basis, og parterne har faste fællesmøder og stormøder. Desuden er mange af de planlagte aktiviteter på stedet drevet af frivillige eller i samarbejde mellem frivillige og iværksættere.

Hvordan involveres lokalsamfundet?

Tanken var og er, at Guldminen på den ene side skal bruges som værksteder for de involverede projekter – guldgraverne. Med udgangspunkt i disses fungerer hallen også som et mere offentligt rum, hvor universitetsstuderende, institutioner, skoleklasser, grupper af undervisere og almindelig borgere har mulighed for at deltage i workshops og andre events. Stedet bruges desuden også forbindelse med aktivering og praktik. Visionen var og er at skabe et sted, der rækker ud i lokalmiljøet, og som kan virke som inspiration og samlingspunkt for en mere miljøvenlig tilgang til affald.

Projektfakta

Samlet budget

970.000 kr.

Støttebeløb

340.000 kr.

Beliggenhed

Vasbygade 26
2450 København SV

Kontakt

Rie Winkler

rie@lopperiet.dk