Den gode idé
Saxogade version 2.0 vil skabe et unikt og fleksibelt, grønt og fælles byrum, hvor der er plads til alle. Saxogade version 2.0 vil bygge videre på Saxogades kulturarv, der er funderet på socialt entreprenørskab og fællesskab. Vi vil genetablere gaden som en socialøkonomisk smeltedigel, hvor gadens butikker er kendetegnede ved at være socialt og miljømæssigt ansvarlige og bæredygtige. Konkret ville vi renovere to af gadens lejemål og igangsætte socialøkonomiske initiativer og borgerrettede aktiviteter til gavn for hele København.
Projektets fysiske rammer
Saxogade ligger i hjertet af det gamle Vesterbro og har siden 1980’erne repræsenteret en gade, hvor social og kulturel ligestilling var vigtige mål. Gaden forener nye sociale og innovative tiltag med Københavns kulturhistorie. Denne position giver gaden et unikt potentiale, som vi gerne vil bevare. Vi ville renovere to af Saxogades butikslokaler. Lokalerne er meget slidte, og ved at opfriske og istandsætte lokalernes indretning vil disse kunne blive et springbræt for sociale aktiviteter og lokalt liv i gaden.
Det omfatter projektet
Konkret ville vi renovere fem lokaler i Saxogade, og oprette nye SØV. Fx ville vi i lokale 1 lave et stort værksted og en lille café, hvor Settlementets socialt udsatte kan bruge deres håndværksmæssige kompetencer til at recycle og upcycle gamle møbler og skabe moderne møbler med genbrugsmaterialer. Lokale 2 skulle laves om til en lille gartnervirksomhed. De grønne fingre, hvor Settlementets brugere kan lære plante- og gartnerdrift, så projektets deltagere på sigt kan komme i praktik hos Københavns Kommunes Byens Drift, som står for vedligeholdelsen af Københavns planter og træer.
Organisering af projektet og involvering af frivillige
Settlementet er en frivilligt drevet organisation med 150 frivillige tilknyttet, som løfter alt fra socialfaglig rådgivning til butiksdrift og madlavning. Ud over de frivillige inkluderer butikkerne i Saxogade også de udsatte borgere, som vi i Settlementet har i beskæftigelsesforløb. I Saxogade vil projektdeltagerne kunne få en meningsfuld hverdag med relevant indhold, og produkterne og butikkerne får det unikke sociale præg, som vi mener er fremtiden ift. at sikre mangfoldighed og rummelighed.
Relationen til lokalsamfundet
Vi er en over 100 år gammel erhvervsdrivende fond, der siden 1911 har arbejdet aktivt på Vesterbro for at fremme de socialt udsattes stemme, rettigheder og ligeværd i samfundet. Settlementet er en vigtig organisation i mange forskellige menneskers liv. Vi kan tilbyde meget under samme tag og har været en aktiv stemme i lokalområdet gennem generationer. Det er unikt, at vi arbejder helhedsorienteret i den grad, vi gør, og for de borgere, som er i forløb og får rådgivning hos os, er det noget særligt, at vi kan tilbyde - både faglig opkvalificering, uvildig rådgivning og sociale aktiviteter.