Terapirum & Walled Garden-terapihave

Den gode idé

S/I Natur Retreat for Veteraner bliver Danmarks første botilbud kun for veteraner. Natur Retreat for Veteraner rehabiliterer og reintegrerer krigsveteraner ved at introducere dem til værdien af at bruge naturen rekreativt og arbejdsmæssigt ved hjælp af Nature Assisted Therapy.

Natur Retreat for Veteraner har rigtig gode udendørsarealer, men mangler et større indendørsrum til brug ved individuel og fælles terapi/aktiviteter.

Projektets fysiske rammer

Natur Retreat for Veteraner ligger på en økologisk gård på Strynø i Det Sydfynske Øhav med udsigt over marker og hav. Veteranerne bor i skovarbejdervogne med eget bad og toilet. Alle måltider indtages i fællesskab i hovedhusets havestue eller i spisevognen. Dagen tilbringes hovedsageligt udendørs hvor der er adgang til skov, marker, hav og strand med 'beach camp'.

Natur Retreat for Veteraner vil gerne etablere et terapirum oven på staldbygningen med adgang til en lukket 'walled garden' terapihave, som er skærmet for vind og vejr og beskyttet i mere end én henseende.

Det omfatter projektet

Natur Retreat for Veteraner tilbyder Nature Assisted Therapy for veteraner. Naturen, havet og det økologiske landbrug med dyrehold af Gotlænder får, Kune kune grise, moskusænder, landrace høns og shetlandsponyer inddrages i terapien. Alt sammen aktiviteter, der bidrager til selvforsyningen og fællesskabet.

Natur Retreat for Veteraner har en samarbejdsaftale med Veterancenteret således at stedets veteraner kan benytte sig af Veterancenterets socialrådgivere og mentorer. Stedet får desuden tilknyttet en lægekonsulent og en psykolog, hvorfor der er behov for et privat terapirum/have.

Organisering af projektet og involvering af frivillige

Natur Retreat for Veteraner er en selvejende institution med en selvstændig bestyrelse. Stedet er i proces med at blive godkendt som § 110 tilbud under Serviceloven og er således under tilsyn af Socialtilsyn Syd. Lokale håndværkere vil forestå renoveringen af terapirummet. I etableringen af terapihaven 'the walled garden' vil beboere og frivillige veteraner blive inddraget med hensyntagen til Serviceloven. Det socialøkonomiske initiativ 'Veteranhaven' vil mod betaling bidrage til etableringen af havefaciliteterne og udenomarealerne.

Relationen til lokalsamfundet

En fortsat forøgelse af besøgende og tilflyttere har afgørende betydning for et lille øsamfund som Strynøs fortsatte eksistens. Natur Retreat for Veteraner har siden etableringen i 2013 bidraget positivt til denne udvikling. Stedet er dog i endnu højere grad forankret i det landsdækkende fællesskab, der eksisterer for veteraner. Natur Retreat for Veteraner modtager således veteraner fra hele Danmark, som enten bor i egen bolig, på Veteranhjem eller på herberger. Natur Retreat for Veteraner fungerer som veteranernes 'andet hjem', når fortiden indhenter nutiden.

Opret en kommentar

(Bliver vist sammen med kommentaren)
(Din email bliver ikke vist)
Gengiv ord og tal som vist på billedet
  • #1 Mathilde Bondo skrev: 18-01-2016 00:38:42

    Meget gennemtænkt og smukt projekt!

  • #2 Morten Krogh Jakobsen skrev: 18-01-2016 08:41:53

    Et så godt sted bør have de nye faciliteter, så der kan tilbydes en endnu mere komplet pakke til veteranerne

  • #3 SHARON SIGRUN CASEY skrev: 18-01-2016 10:42:36

    Fantastic project with a strong evidence base for nature based interventions for veterans.

  • #4 Mette Lindgren Helde skrev: 19-01-2016 11:40:19

    Et unikt projekt drevet af to ildsjæle, der af egen erfaring ved, hvad der skal til for at skabe lindring og fremtidshåb for veteraner, ved hjælp af enkle metoder: Natur og omsorg.

  • #5 Anne Larsen skrev: 19-01-2016 21:19:10

    Fantastisk projekt, der fortjener stor opmærksomhed og støtte. Også i kroner og ører ...

  • #6 Erna Evers skrev: 20-01-2016 01:31:21

    Et sådan sted, der hjælper veteraner til at få ro på sjælen , bør have den største opmærksomhed også pengemæssigt ,så de kan hjælpe flere veteraner. Er selv f vært på et veteranhjem og har set veteraner før og efter besøget på Strynø, og det er en stor forandring, så anbefaler det største beløb til Strynø.

  • #7 Lise Pedersen skrev: 24-01-2016 19:54:30

    Fantastisk og livsnødvendigt projekt -TAK!

  • #8 Carsten Bøwig skrev: 26-01-2016 14:33:39

    Fordi de har brug for det!

  • #9 Henrik Velden skrev: 26-01-2016 18:09:54

    Jeg har arbejdet frivilligt i veteranmiljøet i mere end 2 år og har personligt besøgt AnneLine og Stuart flere gange og været med til at formidle kontakt til veteraner der har været på retreat dernede på Strynø - og det virker. Danmark og veteranerne har brug for et sted som dette, hvor der er højt til himlen og naturen kan gøre sin positive indvirkning, langt fra dagligdagens stress og jag. I har min støtte og jeg opfordrer andre til at bakke op om projektet. Henrik Velden

  • #10 Tina skrev: 26-01-2016 19:24:38

    Fantastisk projekt, som bør få al den støtte, der er mulig. Vi skal blive bedre til at hjælpe veteraner - på den rigtige måde.

  • #11 christian poulsen skrev: 27-01-2016 00:47:24

    det ville gerne ses som refugem, som jeg også opfatter som det er