Sauna på Snogebæk Havn

Den gode idé

Formålet er at fremme friluftsliv og fællesskab i Snogebæk ved at opføre en saunabygning ved den nye bademole på havnen, som bliver flittigt brugt om sommeren. Ønsket er en saunabygning, således at badesæsonen kan vare hele året.

Saunaen og bademolen bliver et mødested på havnen, hvor alle frit kan komme for at bade eller bare nyde udsigten. Området vil blive brugt af havnens brugere og forskellige sports- og friluftsudøvere, såsom løbere, stavgængere, kajakroere, havsvømmere m.fl. Vi er overbeviste om, at en sauna vil styrke sport og bevægelse blandt borgere og gæster i Snogebæk og omegn.

Projektets fysiske rammer

Kyststrækningen ved Snogebæk er meget lavvandet, hvilket kan være en udfordring for vinterbadere, som helst vil dyppe kroppen i en hurtig dukkert.

Bygningen placeres derfor på Snogebæk Havn, som er en ø-havn på dybt vand. Ønsket er at etablere en mindre nybygning, der omfatter en sauna og omklædningsrum med plads til ca. 15 mennesker.

Der forefindes ingen egnede bygninger på området i dag. Bygningen skal indpasses i havneområdets særlige karakter og skal opføres i bæredygtigt materiale med energirigtige løsninger.

Det omfatter projektet

Projektet omfatter opbygning af en ny betonplatform på ca. 40 kvadratmeter. Denne platform skal etableres mellem en badeplatform og en mole til sejlere, den vil binde disse områder sammen. Saunabygningen på 22 kvadratmeter opføres på denne platform.

For at kunne holde til de hårde vinterstorme og høje bølger fra Østersøen opføres bygningen i beton. Indvendig beklædes bygningen med brædder og indrettes med bænke og et omklædningsrum. Fra selve saunaen vil der være en flot udsigt over Østersøens bølger gennem vinduer med hærdet glas. Saunaen opvarmes med en el-ovn, og der installeres et solcelleanlæg.

Organisering af projektet og involvering af frivillige

Projektet er forankret i Poulsker Idrætsforeningen (PIF), som har ca. 500 medlemmer fordelt i 8 afdelinger. Der bliver stiftet endnu en afdeling – for saunabrugere. Medlemmerne vil stå for drift og vedligehold.

Brug af saunaen betales enten via medlemskontingent eller ved klippekortsbetaling eller lignende.

Projektet er et samarbejde mellem PIF og Snogebæk Havn. Havnen har stor interesse i projektet, som kan tiltrække flere sejlere til området. Der bliver dannet en byggegruppe, bestående af repræsentanter fra PIF, Snogebæk Havn og Bornholms Regionskommune, som står for at gennemføre projektet.

Relationen til lokalsamfundet

Realisering af projektet vil understøtte byen som et attraktivt sted at bo, leve og flytte til. Projektet er en del af et områdefornyelsesprojekt – et samarbejde mellem kommunen, byens fire foreninger og byens ildsjæle. Borgere og erhverv har været inddraget i processen. Et højt ønske er bedre faciliteter, bademuligheder med en sauna på havnen.

Projektet skal sikre bæredygtige rammer for lokalområdets kultur- og foreningsliv. På den måde er projektet i tråd med kommunens landdistriktspolitik, der netop anser lokale ressourcer som en afgørende drivkraft i landdistriktsudviklingen.

Opret en kommentar

(Bliver vist sammen med kommentaren)
(Din email bliver ikke vist)
Gengiv ord og tal som vist på billedet
  • #1 Niels Nordberg skrev: 28-07-2017 20:16:56

    Jeg synes det kunne være fedt med et sundhedsfremmende inititativ i Snogebæk, således at den nye Power Fit bane kunne gøres endnu mere attraktiv ved at blive understøttet af en sauna bygning...

  • t #2 Inge Munch Hansen skrev: 28-07-2017 21:05:43

    Lyder dejligt, og da jeg overvejer at have en lang badesæson er det et godt intiativ til at det lykkedes for mig

  • #3 Jeanet Bjerregaard Jensen skrev: 29-07-2017 10:30:51

    Glæder mig til en sauna det blir skønt at slutte vinter løbeturen af med en dukkert efterfulgt en tur i saunaen

  • t #4 Morten Qwist skrev: 29-07-2017 11:16:20

    Det er lige akurat det der har været brug for, og ønsker om i en del år.

  • #5 Birgitte Bank-Mikkelsen skrev: 29-07-2017 11:19:47

    Endelig, hvor er det dejlig at få den sauna på havnen, den har været ønsket længe.

  • t #6 Birgitte Lindberg skrev: 29-07-2017 12:51:15

    Så kommer jeg også til Snogebæk.
    Mange hilsner fra Grisbya

  • #7 Else Cain skrev: 30-07-2017 17:13:45

    Super ide - større fælles følelse i de små samfund

  • t #8 Morten Nielsen skrev: 30-07-2017 17:26:26

    Facebook gruppen havsvømning Bornholm syntes det er en fremragende ide. Vi har ofte snogebæk havn som svømmesamlingspunkt

  • #9 Hanne Nimskov skrev: 30-07-2017 18:39:23

    Sikke en dejlig og god ide :0) Den støtter jeg til fulde :0)

  • t #10 Lynn Elizabeth Hansen skrev: 01-08-2017 14:49:07

    En god ide til en fornyelse og forbedring af Snogebæk og de mange muligheder

  • #11 Gugga Holm skrev: 02-08-2017 07:56:46

    Glæder mig til en sauna og vinterbadning tættere på, så vi ikke skal køre til Hasle på den anden side af øen.

  • t #12 Susanne Westh skrev: 02-08-2017 17:53:03

    Fantastisk initiativ😁

  • #13 Merete Labriola skrev: 03-08-2017 10:09:13

    Sauna og vinterbadning giver øget livsglæde og det længer er den ikke

  • t #14 Ida Mikkelsen skrev: 10-08-2017 21:33:29

    Som tilflytter børnefamilie er det dejligt at møde lokale ildsjæle som har gode ideer på tegnebrættet. Vi glæder os til at blive en del af sauna miljøet.