Eksperimentarium f. cirkulær økonomi

Den gode idé

Møbelfabrikken faciliterer et reparationsfælleskab baseret på frivillige kræfter fra lokale borgere og foreninger med erfaring, viden og kompetencer, som de gerne deler ud af.
Vi er igang med at lave Bornholms genbrugsen, borgerne sætter kasserede ting ind i genbrugsen, andre borgere mangler de kasserede ting, reparerer dem og genbruger dem i hjemmet. Frivillige fixere får det til at ske.
Vi holder til i en del af den gamle produktionshal i det, der fra 1942 til 1988 var en velrenommeret møbelfabrik, og her kommer vi til at udvide vores virke og skabe et eksperimentarium for bæredygtighed og cirkulær økonomi.

Projektets fysiske rammer

Møbelfabrikken blev opkøbt af Nexø Kommune i 2001, da de overtog den lukkede møbelfabriks bygninger og byggede de fleste om til et hjemsted for iværksættere.
De eksisterende rammer er et fint grundlag for dette projekt, som kan nyde godt af overnatningsmuligheder fra stedets hostel og de øvrige rammer. På den måde sikres områdets borgere og foreninger et medejerskab til iværksætterhuset.
Selve bygningen er et fint bevis på 40-ernes fabriksbyggeri af høj kvalitet, og beliggenheden ved indkørslen til Bornholms andenstørste by med gode busforbindelser, som sikrer høj tilgængelighed for mange brugere.

Det omfatter projektet

Projektet består af en renovering af den gamle produktionshal, som skal være et multifleksibelt lokalekoncept på i alt 400 m2.
Renovering
• renovering og isolering af trægulve
• udskiftning af alle vinduer + to ekstra vinduer
• isætning af dobbelt branddør ind mod MASKINRUMMET
• nyt troldtekt loft med 30 mm isolering
• elinstallationer
• maling
• renovering af ydre bygningsskal
• udbedring af sætningsskader

Det multifunktionelle rum kan anvendes af aktive borgere, der kan prøve kræfter med deres ideer og finde sparring med ligestillede, der ønsker at arbejde med bæredygtighed og genanvende.

Organisering af projektet og involvering af frivillige

Møbelfabrikken er tovholder for den frivillige involvering i projektet, som bakkes op af andre lokalforeninger i Nexø og på Bornholm. Der er ingen foreninger tilknyttet Værkstedet / RepairCafé – Nexø, som sådan, fordi alle er velkomne, i eller udenfor en forening.

Renovering af bygningen sker af ansvarlige håndværkere med henblik på at sikre overholdelse af miljøkrav mv.

Opgaver forbundet med oprydning, finpudsning og klargøring bliver løst af frivillige og af elever fra Forberedende GrundUddannelse, der som led i deres uddannelse vil medvirke. FGU har en afdeling på Møbelfabrikken.

Relationen til lokalsamfundet

Møbelfabrikken er ikke blot Bornholms Iværksætterhus, men stedet bruges flittigt af det omkringliggende lokalsamfund, hvilke de mange brugere af Værkstedet/Repair Cafeen er et bevis for.
20 frivillige fra lokalsamfundet er fixere på værkstedet.

Projektet bakkes op fra flere samarbejdspartnere, og der er et tæt samarbejde med Fixa Till i Lund, et andet lokalsamfund tæt på Bornholm.

Møbelfabrikken har indtil 2019 modtaget tilskud fra Bornholms Regionskommune, men det falder bort fra 2020.

Der vil dog fortsat være en god relation til Kommunen, som også er med til konkret at støtte projektet.

Opret en kommentar

(Bliver vist sammen med kommentaren)
(Din email bliver ikke vist)
Gengiv ord og tal som vist på billedet
  • #1 Erik Gornitzka skrev: 04-09-2019 23:38:49

    Håber meget at eksperimentariet bliver en realitet til glæde for alle på vores ø

  • #2 Hanne Nimskov skrev: 05-09-2019 06:39:15

    Møbelfabrikken i Nexø er både et velfungerende og fantastisk sted at komme. Jeg er selv bruger af Møbelfabrikken i alle muligheder henseender, senest da jeg skulle have hjælp til at skifte en lynlås i en jakke - og derfor kontaktede et syværksted og mødte søde og hjælpsomme mennesker. Men har også brugt Møbelfabrikken i andre henseender som sangkurser over flere weekends, julefrokost, koncert, undervisning, cafébesøg og meget andet. Møbelfabrikken emmer af liv og fællesskab samt et mylder af spændende aktiviteter og ditto mennesker.

  • #3 Ole Nielsen skrev: 05-09-2019 08:59:05

    Håber dette projekt lykkes - vil være godt og til glæde for os alle på øst-Bornholm - ja hele øen

  • #4 Kirsten Juni skrev: 06-09-2019 13:25:14

    Min gamle nederdel fik nyt liv på Repair Cafe Nexø. Vi fik sammen repareret en drilsk lynlås, og nu kan nederdelen bruges mange år endnu. Altid et godt råd fra de dygtige frivillige.

  • #5 Carsten Aalling skrev: 07-09-2019 07:10:05

    Fremtiden er lige om hjørnet, og behovet for forlængelse af forbrugsgodernes levtid er et faktum. Stærkt med at eksperimentarium, der skal gøre os klogere på dette og hjælpe os med løsninger.

  • #6 Maria Barslund skrev: 17-09-2019 12:05:51

    Bornholm har brug for et sted, som Møbelfabrikken. Stedet er både rugekasse for iværksættere og start-up virksomheder og samspillet med reparationsfællesskabet giver dynamik, liv og nye forretningsidéer for både lokale og tilrejsende.

  • #7 Daniel Barslund skrev: 17-09-2019 12:28:11

    Møbelfabrikken og de mange gode initiativer og tiltag er et aktiv for udviklingen af Bornholm.