Ry Vandpark - Byens Samlingssted

Den gode idé

Dette projekt skal undersøge, hvordan vi kan finde en ny formel for den traditionelle svømmehal, med et aktivt fællesskab, der bygger bro mellem generationer. I Ry har vi et stærkt fællesskab i sommerhalvåret, da der er masser af gode aktiviteter. Men hvor bliver fællesskabet af i de mange kolde og mørke måneder? Her mangler borgerne et samlingssted, som kan binde generationer sammen og bygge broer for et bæredygtigt, vedvarende og stærkt fællesskab, som vi især finder ved søerne om sommeren. Måske fordi vand er én af de få ting, som alle kan have glæde af – sammen og på tværs af generationer.

Projektets fysiske rammer

Ry er Skanderborg Kommunes næststørste by med fortsat stor tilflytning. Vi har ingen svømmehal. I Skanderborg Kommune er vi dobbelt så mange mennesker om at dele en svømmehal som på landsplan. Skolerne skærer ned på svømmeundervisning, fordi det er for besværligt, dyrt og tidskrævende at skulle transporteres hver gang. Og kun de færreste borgere benytter jævnligt svømmehaller i fritiden af samme årsag. Med udgangspunkt i ovenstående, er det ambitionen at skabe Ry Vandpark, som skal udnytte Rys fantastiske byrum og omkringliggende natur til et efterspurgt og brobyggende samlingssted.

Det omfatter projektet

En svømmehal kan være meget mere end et individualistisk rum med et firkantet bassin. Ry Vandpark skal være et demonstrations- og forgangsprojekt der skaber rammer for aktiviteter omkring fællesskab, leg og læring, i og med vand. Igennem en række workshops med relevante interessenter, skal vi undersøge og konceptudvikle på, hvordan vi kan skabe rammerne for at borgerne mødes på tværs af generationer - helt ligesom ved søerne. Dette forprojekt skal således undersøge, hvordan en svømmehal kan være en bygning, der rummer mere end sig selv. En bygning der trækker tråde langt ud i lokalsamfundet.

Organisering af projektet og involvering af frivillige

I projektet arbejder vi ud fra tankegangen "gennem alle, med alle, for alle". Foreningen Ry Svømmehals vigtigste opgave er derfor at skabe en platform for og facilitere projektet. Flere lokale virksomheder, foreninger, borgere og Skanderborg Kommune har allerede indgået samarbejdsaftaler o.lign. interessetilkendegivelser. I bestyrelsen for Foreningen Ry Svømmehal sidder syv forskellige ildsjæle med hver deres kompetencer og erfaringer, som konstant er sat i spil, og som skal løfte, bl.a. opgaven med at invitere og involvere borgere og andre relevante interessenter i det kommende forprojekt.

Relationen til lokalsamfundet

Ry er en ressourcestærk by med mange kreative, aktive og ambitiøse borgere. Her er der i den grad forudsætninger for, at vi sammen kan løfte projektet, med hjælp fra vigtige samarbejdspartnere. I foreningen nyder vi stor lokal opbakning til projektet, og med vores engagement over for hinanden og byen som helhed i sommermånederne, er det blot et spørgsmål om at få skabt rammerne til at udnytte det samme potentiale i de resterende måneder.
Visionen for Ry Vandpark er, med fokus på motion, leg & læring, at skabe et fællesskab og mødested for alle byens borgere, skoler, foreninger, m.fl.

Opret en kommentar

(Bliver vist sammen med kommentaren)
(Din email bliver ikke vist)
Gengiv ord og tal som vist på billedet
  • #1 Lene skrev: 06-09-2019 15:35:22

    Svømning er den eneste motion, man SKAL kunne. Vi bor tæt på dejlige søer, hvor der bades hver sommer. Hvis man ikke lærer at svømme, ja, så kan man drukne! Med et af landets største folkeskoler er det helt nødvendigt med en svømmehal. Herudover har de ældre også brug for at kunne nyde en svømmetur tæt på deres hjem uden at skulle organisere en halv dagsrejse for at komme i vandet. Projektet er fantastisk og samler borgere fra nær og fjern. Vi vil så gerne have den svømmehal 😊

  • #2 Mie Zacher skrev: 12-09-2019 12:05:58

    En svømmehal i Ry vil være fantastisk, både til gravidsvømningshold, til daglig motion og til hyggelige stunder med familien. Der er SÅ mange småbørnsfamilier i Ry og det vil betyde ALT at få en svømmehal hvor ungerne kan brænde krudt af og familien sammen kan skabe gode minder. Vi er så mange som kæmper med rygproblemer og andet og svømning er noget af det allerbedste og blide motion. Borgerne i Ry er meget aktive både inde og ude og Ry Hallernes tilbud og faciliteter er meget benyttet. Det samme vil blive gældende for en svømmehal. Vi i familien håber så meget og krydser alt for at Ry svømmehal bliver en realitet. Mvh Mie

  • #3 Mette skrev: 12-09-2019 12:09:00

    Det ville betyde at min mor og farmor ville kune tage min datter med i svømmehal når søen er for kold/alger.
    Det er bare en fed måde at være aktive sammen på, på tværs af aldrene og sundt for både ung og gammel at bevæge sig i vand 🏝

  • #4 Christina skrev: 12-09-2019 15:07:01

    En svømmehal ville betyde meget for byen. Det er en aktiv by med mange forskellige fællesskaber. En svømmehal er savnet af både børn og voksne og for os et godt sted at tage hen og bruge søndagen på. Og ikke mindst benytte den en masse i de kolde mdr :)

  • #5 Lone skrev: 13-09-2019 21:09:45

    En svømmehal i Ry vil være helt fantastisk.
    For os børnefamilier vil det være en mulighed for en livsvigtig fritidsinteresse svømning.

  • #6 Anne Novak skrev: 14-09-2019 19:02:00

    En svømmehal i Ry ville være så fedt! Et samlingssted i vintermånederne og et sted vores børn kan lære at svømme, hvor voksne og ældre kan motionere og slappe af... her er fuld af aktive og vandglade mennesker, børnefamilier og ældre. Ingen tvivl om at det ville vække kæmpe glæde og trivsel. 🐬😀👍🙏

  • #7 Yvonne Gut skrev: 14-09-2019 22:36:59

    selvfølgelig skal vi have en svømmehal i Ry. Hvorfor skal vi køre enten til Them eller til Skanderborg. Der er underlag nok til en svømmehal i Ry. Var allerede på tegnebrættet for mange år siden, men da blev det skrinlagt igen. Bare ikke i orden.

  • #8 Line Garbøl skrev: 15-09-2019 12:04:04

    Vi er nyligt flyttet til Gl. Rye og savner en svømmehal tæt på, hvor ungerne kan gå til svømning og hvor man kan tage hen og lege i weekender. Svømmehallen kan osse være et samlingssted for at møde nye mennesker. Vi støtter op om det gode projekt 👍

  • #9 Vibe skrev: 15-09-2019 21:12:32

    En svømmehal i Ry vil være et kæmpe kvalitetsløft til byen og lokalområdet. Og et vigtigt udviklingspunkt den store tilflytning taget i betragtning.
    Kunne være vidunderligt at cykle til svømmehallen med vores lille datter.
    Krydser i den grad fingre for at det lykkedes!