8B - Kunst i brug

Den gode idé

Den gamle brugs i Unnerud skal igen være et centralt mødested på Egebjerghalvøen og mødet sker i begejstringen for kunst og design. Mødet er mellem erfarne kunstnere og unge keramik- og tekstilkunstnere og designere på vej, mødet er mellem storbyens puls og landlivets rytme og mødet er mellem frivillige lokale borgere, der skaber rammer og muligheder og de nyligt uddannede kunstnere, der fylder dem ud i arbejdet med at finde deres eget udtryk. Møderne skal finde sted i fælleskøkkenet, fælleslokalerne, kunstbiblioteket, i værkstederne og på tagterrassen. Møder former sig - formelle og uformelle.

Projektets fysiske rammer

Den gamle brugs lukkede sidst i 70'erne og bygningerne er siden blevet brugt til kombineret bolig og erhverv.
Huset er i stueplan 266 m2 nyrenoveret og inddelt i en boligdel med tre værelser og fælles toilet og bad, en fællesdel med stort køkkenalrum og mødestue og en erhvervsdel indrettet med keramikværksted og tekstilværksted for strik og print, samt et fælles værkstedsområde og vådrum. Se www.kunstibrug.dk
1. salen skal indrettes med et væveværksted, kunstbibliotek, mødeplateau, fælles tagterrasse med adgang til gårdhave og to værelser med toilet og bad. Udhuset skal omdannes til atelier.

Det omfatter projektet

Projektet omfatter etablering af væveværksted, kunstbibliotek, mødeplateau og tagterrasse på 1. salen af huset. Etagen har tidligere været brugt som lager. Der er af tidligere ejere påbegyndt en ombygning mod syd, som ikke passer til husets byggestil. Projektet skal rette op på det arkitektoniske udtryk.

Etableringen af de nye faciliteter på 1. salen indebærer energirenovering med isolering af taget og udskiftning af vinduer, lægning nye gulve, renovering af kviste, opsætning af skillevægge med døre, etablering af el- og varme og opsætning af fransk altan, en udvendig og en indvendig trappe.

Organisering af projektet og involvering af frivillige

Den selvejende institution for Egebjerghalvøens udvikling blev dannet af frivillige i juni 2018 for at købe den gamle brugs i Unnerud og omdanne den til bolig- og værkstedsfællesskab for nyligt uddannede kunstnere. Institutionen står for det økonomiske og administrative.

Foreningen 8B - kunst i brug er dannet af frivillige i Unnerud. Foreningen har til formål at drive huset og den står for det praktiske omkring ombygning, rekruttering og koordinering af frivillige og håndværkere, samarbejde med arkitekt og myndigheder og samarbejde med kunstnere omkring indretning af værkstederne.

Relationen til lokalsamfundet

Unnerud er en lille samling huse bestående af 12 ejendomme. Siden den gamle brugs blev købt som håndværkertilbud d. 15.7.2018 har lokale i fællesskab lagt mere end 1000 frivillige timer i at renovere stueplan. Det har skabt et utroligt fællesskab der bygges på i projektet med 1. salen.

Der er arrangeret fællesspisning en gang om måneden i huset og der planlægges mindst tre kunst arrangementer om året.

Unnerud ligger på Egebjerghalvøen som har en udviklingsplan udarbejdet af lokale frivillige. Projektet er i tråd med planen og der samarbejdes med andre initiativer på Egebjerghalvøen.

Opret en kommentar

(Bliver vist sammen med kommentaren)
(Din email bliver ikke vist)
Gengiv ord og tal som vist på billedet
  • #1 Morten Hylleberg skrev: 05-12-2018 21:32:49

    Projektet er et fantastisk eksempel på, hvordan et lokalsamfund i fællesskab og med stort engagement og gåpåmod formår at kombinere bygningsrenovering med øges fællesskab og nye muligheder for unge kunsthåndværkere. Et mødested som på alle måder omfavner de væsentlige brikker i landdistrikstudvikling nemlig kultur, erhverv og ny bosætning. Et meget flot projekt der inspirerer og fortjener støtte.

  • #2 Thure Jørgensen skrev: 05-12-2018 22:05:10

    Det er et helt fantastisk projekt, som bliver bakket op af en uhørt lokal ihærdighed.

  • #3 Kirsten Brus skrev: 05-12-2018 23:01:40

    Glæder mig til at se det. Måske mangler i et trendbord fra Glimåkra, og andre væveredskaber. Jeg bruger det ikke mere.

  • #4 hanne Lerstrup Pedersen skrev: 06-12-2018 03:36:35

    Et imponerende projekt, der vil bidrage med meget godt til både lokalmiljøet og dets brugere.

  • #5 Pia skrev: 06-12-2018 06:38:56

    Så flot

  • #6 Sarah Johansen skrev: 06-12-2018 07:02:24

    Helt utroligt, hvad der er blevet nået på så kort tid af alle de frivillige, der har lagt kræfter i! Virkelig et projekt, der skaber lokalt fællesskab.

  • #7 Anne-Mette Hajslund skrev: 06-12-2018 08:08:08

    Godt gået, jeg glæder meg til at følge 8B. Jeg giver gerne en hånd med, når jeg er i nabolaget😀

  • #8 Jens Christensen skrev: 06-12-2018 11:15:29

    Stort tillykke,

    Det er et meget flot projekt, stableret på kort tid og med et meget stort potentiale.
    Jens

  • #9 Mette Dahl skrev: 08-12-2018 08:39:36

    Et imponerende initiativ med stor lokal opbakning! Et mødested for professionelt uddannede og lokale kunsthåndværkere og kunstnere med interesse indenfor tekstil og keramik. Jeg håber 8B kommer til at danne ramme for mange nye og spændende initiativer og bringe endnu mere aktivitet og fællesskab til Egebjerg halvøen. Jeg bidrager gerne med tekstile aktiviteter på stedet.

  • #10 Lisa von Schmalensee Magnusson skrev: 08-12-2018 08:45:04

    Ideen med huset er i høj grad med til at fremme noget af det værdifuldeste i et fællesskab, nemlig skabende drivkraft. Og området er sjæleligt belivet af et højt kunstnerisk aktivitetsniveau gennem tiderne.

  • #11 Dorthe Andersen skrev: 08-12-2018 09:15:18

    Hvor er det dejligt med sådan nogle initiativrige og engageret lokale borgere - de fortjener i hvert fald en økonomisk håndsrækning til deres projekt.

  • #12 søren with skrev: 08-12-2018 09:29:28

    Et superflot projekt som vokser nedefra - styrke og motivation. De mindre lokalsamfund lever netop på grund af sådanne projekter, keyword: ejerskab

  • #13 Vibeke Lindhardt skrev: 12-12-2018 08:56:41

    8B - kunst i brug er et kærkomment initiativ for nyuddannede keramikere og tekstildesignere - et fint initiativ