Badekultur i Nakskov Fjord

Den gode idé

Badebroen ved Nakskov Fjord er noget ganske særligt. Broen som ikon er blevet et af de mest fotograferede motiver på Lolland og har fået afgørende indvirkning på den nye selvforståelse og italesættelse af Lolland-Falster. Den fik stor betydning da Lolland-Falster Lovestorm blev dannet i 2015, som en reaktion på de nationale mediers ensidige dækning af Nakskov og resten af Lolland-Falster.

Lolland Kommune har udskiftet brohoved og badehus, men hele anlægget trænger til en ansigtsløftning, der også omfatter en lille sauna til de ihærdige vinterbadere.

Projektets fysiske rammer

Projektet har en vigtig platform på de sociale medier - og i det fysiske strandmiljø på Hestehovedet, som er et rekreativt område ud til Nakskov Fjord. Stedet er et lystanlæg fra 1940'erne, som er realiseret som et stort beskæftigelsesprojekt med lystbådehavn, campinglads, strand, boldbaner og foreningslokaler. I 1993 fik stedet Danmarks længste badebro, som blev tegnet af arkitekt Philip Rasmussen. Broen skulle være et ekstra plus ved den familievenlige strand med landets højeste badevandstemperatur.

Det omfatter projektet

Projektet består af implementering af:

- Etablering af sauna i eksisterende bygning
- Strøm inkl. belysning
- Omklædningshuse på stranden
- Istandsættelse af badebroen

Organisering af projektet og involvering af frivillige

Ansvarlig for gennemførelse af projektet er ”Hestehovedets Venner”, som igennem de sidste to år har arbejdet med fremme udviklingen af badebroen. Foreningen er en paraplyorganisation af aktører på Hestehovedet - i form af foreninger, virksomheder og kommune. Derudover er Lolland-Falster Lovestorm og Nakskov Bygningsbevaringsforening to helt centrale aktører i projektet. Anlægsarbejdet ledes af Lolland Kommunes Park og vej.

Relationen til lokalsamfundet

Badebroen benyttes flittigt af unge og børnefamilier om sommeren, og resten af året af mange vinterbadere i alle aldre. Desuden er badebroen meget synlig på de sociale medier.

Opret en kommentar

(Bliver vist sammen med kommentaren)
(Din email bliver ikke vist)
Gengiv ord og tal som vist på billedet
  • #1 Brian Johansen skrev: 11-12-2018 17:38:11

    Broen er efterhånden ikonisk i Nakskov Fjord med landets varmeste badevand.

    Broen er blevet et symbol på Lolland-Falster Lovestorm og bør derfor have et ansigtsløft til glæde og gavn for en hel landsdel og alle turisterne der besøger området.

  • #2 Carina Woollhead skrev: 11-12-2018 17:52:22

    Hvem ELSKER ikke den bro? Den er fantastisk, og jeg kan slet ikke få armene ned over tanken om en sauna for enden! Wow!

  • #3 Lykke Faye skrev: 12-12-2018 11:22:59

    I denne sammehæng ville det være oplagt med en rampe så handicappede også ville have mulighed for at benytte badebroen, der er 4 nedgangstrapper på den idag, men ingen af dem er handicapvenlige, det ville da være skønt med en profil i nakskov som et sted med handicapvenlig strand :-)

  • #4 Dennis Eliasson skrev: 12-12-2018 20:18:21

    Hvis de foreslåede forbedringer skal blive til noget der rigtigt batter, vil det kræve en betydelig udvidelse af arealet for enden, hvor den tiltænkte sauna skal anlægges. Projektet vil ellers hurtigt kunne kvæle sig selv i succes. Særdeles vigtigt er det også, at løbet under broen til Kuddeholm udgraves så der er permanent gennemstrømning, for at sikre vandkvaliteten. Der har ofte været meget stillestående vand fyldt med rådden tang, i vigen imod land kort før broen.

  • #5 Philip Rasmussen skrev: 13-12-2018 11:59:21

    Det har ganske rigtigt været overvejet at udvide projektet med en forlængelse af broen, som også omfatter større bygninger til omklædning og saunaer. Det er imidlertid fravalgt efter en god dialog med vinterbaderne og de øvrige brugere.

  • #6 Helle Vanman Jørgensen skrev: 13-12-2018 22:14:33

    Broen er en meget central del af Nakskovs selvforståelse og stolthed. Den er selve byens DNA. Den er samlingssted for rigtig mange Nakskov-vitter og turister. Den bruges flittigt året rundt, og er efterhånden temmelig slidt. Et ansigtsløft vil være en fantastisk gave til byens borgere, unge som ældre, vinterbadere, turister etc.