Sauna ved Sorø Sø

Den gode idé

Formålet med projektet er at etablere en sauna ved Sorø sø: smukt beliggende sammen med de øvrige foreninger i Søsportsområdet. Huset, med sauna og omklædningsfaciliteter, skal bygges i vandkanten og der vil være udsigt over søen fra selve saunaen.
Vinterbadning er blevet en uhyre populær aktivitet for mange menneske – unge som ældre. En sauna vil ikke kun være attraktiv for vinterbadere men også for de omkringliggende foreninger.
Det er relationer til andre mennesker, der giver livskvalitet og relationer opstår ikke i et tomrum, men skal have en ramme, som f.eks. en sauna vil være i Sorø.

Projektets fysiske rammer

Vi ønsker at opføre en bygning indeholdende sauna, omklædningsrum og badefaciliteter.
Bygningen opføres delvis ud i søen, så der fra saunarummet er uforstyrret udsigt gennem vinduer til vores fantastiske sø og skoven på modsatte bred.
Det bliver muligt at gå fra saunaen til søen via et trædæk og en allerede eksisterende bro.
Placeringen er valgt så den nye sauna bliver en del af en allerede eksisterende gruppe af klubhuse. Herved udvides mulighederne for at bruge Sorø sø på nye måder.
Huset opføres i materialer og byggestil, som de eksisterende søsportsklubbers huse i området.

Det omfatter projektet

Projektet omfatter følgende "del-opgaver"

1. Forberedelse af området til byggeri.
Byggeriet skal opføres delvist i vandet, hvor der i dag er et pilekrat. Første trin er derfor at rydde buskads.
2. Etablering af fundament.
Der skal etableres et stabilt fundament ved at tilkøre grus og eventuelt støbe en spunsvæg.
3. Tilslutninger af el, kloak og vand etableres
4. Opførelse af hus
Bygningen bliver ca. 53 m2 og udføres som en træbygning med sadeltag og ført til kip. Facader udføres med sortmalet lodret bræddebeklædning, et på to. Taget bliver sort listedækket tagpap, hældning på ca. 35 grader.

Organisering af projektet og involvering af frivillige

Sorø Vinterbadeklubs bestyrelse - som jo er frivillige - er hovedaktørerne i opførslen af saunaen. Vi har i bestyrelsen kompetencer, ressourcer og erfaringer til at kunne styre et byggeri af denne størrelse. Vi vil, efterhånden som detail-planlægningen skrider frem, bruge foreningens mange medlemmer i processen. De er alle frivillige ressourcer, med forskellige relevante kompetencer, der kan hjælpe projektet i mål.

Relationen til lokalsamfundet

Sorø sø er ejet af Stiftelsen Sorø Akademi som derfor har været involveret i såvel placering som udvikling af skitse for byggeriet fra begyndelsen. Fra begyndelsen har vi også involveret naboforeningerne og Sorø kommune. Uden for vinterbadesæsonen tilbydes omklædningsfaciliteterne til de øvrige foreninger. Både til dagligt brug, men også i forbindelse med de mange forskellige stævner som foregår i regi af Sorø sø. Især vores to naboer: Sorø Sejlforening og Sorø Lystfiskerforening, der ikke selv har omklædningsfaciliteter, forventes at kunne profitere af et samarbejde.

Opret en kommentar

(Bliver vist sammen med kommentaren)
(Din email bliver ikke vist)
Gengiv ord og tal som vist på billedet
  • #1 June Melanie Lindegaard skrev: 09-12-2018 10:08:24

    Jeg vil gerne like, men kan af en eller anden årsag ikke få lov🙈

  • #2 Inge Juhl skrev: 09-12-2018 13:55:19

    Fantastisk - skøn ide for os der elsker den kolde dukkert - og byen Sorø

  • #3 Jarl Seehusen skrev: 09-12-2018 16:06:15

    God idé 👍🏼

  • #4 Pia Legaard Rasmussen skrev: 09-12-2018 17:08:26

    - skøn ide for alle Jer der elsker det kolde gys . . . personligt er jeg at finde foran min brændeovn med en god kop kaffe :-)

  • #5 Dorthe Klink skrev: 09-12-2018 18:17:26

    Ååååh ja, hvor ville det være skønt 😀😍

  • #6 Nils Frederiksen skrev: 10-12-2018 10:00:39

    Glæder mig..

  • #7 Hans Henrik Iuel skrev: 11-12-2018 09:05:48

    Gys, det er en god idé!