Scene til Kunsthal 6100

Den gode idé

Kunsthal 6100 har brug for en permanent scene, så det bare er plug-and-play når vi skal afholde alle vores arrangementer.

Scenen er et kunstværk skabt af kunstnerduo´en Vinyl -terror & -horror. Et magisk mekanisk monstrum, som vokser ud af hjørnet i den rå produktionshal i det gamle Winds Bogtrykkeri.

Vinyl- terror & horrors scene er en attraktion i sig selv, en inspirerende setting for dem der står på scenen, en bygget tilføjelse i dialog med det gamle bogtrykkeri og en spektakulær løsning på logistikken omkring Kunsthal 6100´s mange arrangementer.

Projektets fysiske rammer

Kunsthal 6100 får til huse i det gamle produktionslokale i Winds Bogtrykkeri, som ligger ud til et af byens store torv. En smuk gammel bygning fuld af historie. Den autentiske stemning i Winds Bogtrykkeri bliver bevaret, når Kunsthal 6100 flytter ind. Lokalerne forbliver rå, men gøres egnede til udstillingsbrug.

Vinyl -terror & -horrors scene tilpasses dimensionerne i det gamle produktionslokale, så kunstnerduo´ens hjemmebyggede gulv-til-loft bygningsstruktur kommer til at fungere som en fremmed, men naturlig tilføjelse til rummet; scenen bliver et ekko af fortidens maskineri.

Det omfatter projektet

Der søges støtte til udvikling og konstruktion af en scene. Scenen er et mekanisk kunstværk, som skaber optimale betingelser for afvikling af koncerter, oplæsninger, foredrag, visuals, performances og udstillingsrelaterede aktiviteter.

Scenen bygges af rester fra Vinyl- terror & horrors tidligere værker og indsamlet hifi/tech udstyr doneret af folk i lokalområdet (den perfekte mulighed for at skille sig af med de gamle højttalere der står i kælderen!)

Der søges ligeledes om støtte til nye elinstallationer i Kunsthal 6100.

Organisering af projektet og involvering af frivillige

Kunsthal 6100 er en selvejende institution, som drives af en kunstfaglig leder i samarbejde med en gruppe af frivillige.

Kunsthal 6100 åbner 20. september 2019 og viser hvert år to udstillinger skabt på baggrund af en kunstners møde med byen.

Forudsætningen for Kunsthal 6100 er de frivillige kræfter. De frivillige skal både hjælpe med at bemande kunsthallen, samt udvikle og afvikle events og arrangementer. Med en permanent scene kan vi frigøre rigtig mange frivilligkræfter til andet end at slæbe grej frem og tilbage.

Relationen til lokalsamfundet

Kunsthal 6100 er en uformel udstillingsplatform med høje kunstfaglige ambitioner, som har til formål at forbinde "finkultur" med hverdagsliv. Kunsthal 6100 er derfor også meget mere end et udstillingssted - Kunsthal 6100 er en del af byens liv og i konstant udveksling med det omgivende samfund. For uden lokalt engagement og opbakning giver det ikke mening at etablere en kunsthal i et mindre samfund. Omvendt har lokalsamfundet i Haderslev og omegn den perfekte størrelse: det er ikke for stort og ikke for småt. Det betyder, at vi i fællesskab kan få store ting til at ske!

Opret en kommentar

(Bliver vist sammen med kommentaren)
(Din email bliver ikke vist)
Gengiv ord og tal som vist på billedet
  • #1 Nanna Andersen skrev: 05-11-2018 22:25:56

    Støt kulturen i Haderslev!

  • #2 Gert Helenius skrev: 07-11-2018 06:41:03

    Hvis noget er et underværk, så er det Kunsthal 6100 og de engagerede folk bag projektet. De fortjener al den støtte, de kan få!

  • #3 Kristoffer Raasted skrev: 08-11-2018 08:13:15

    Som professionelt uddannet billed- og udøvende lydkunstner støtter jeg op om denne idé.

  • #4 Nicki Koch skrev: 08-11-2018 17:24:09

    Kunsthal 6100 kommer til at gøre en kæmpe forskel for Haderslev og Sønderjylland.

  • #5 Hans Kristoffer Christensen skrev: 08-11-2018 17:28:12

    Velkommen det var fra mage sider et stort ønske med kunst og kultursted på graverne. Så god vindfremover Vi følger nøje.