Ærø Madkulturhus

Støttede projekter

Hvad er idéen?

Ommel Beboerhus har i generationer været det centrale samlingssted for beboerne på det østlige Ærø og er i dag ved at vokse ud af de nuværende rammer.

Ærøs særlige madkultur er omdrejningspunktet for en stor del af vores arrangementer, og det er vores ambition med Ærø Madkulturhus at skabe et gastronomisk fyrtårn, der sætter Ærø og den ærøske madkultur på det kulinariske landkort. Vi vil udvide selve beboerhuset til at kunne rumme madkulturelle events og have et fleksibelt og professionelt køkken.

Projektet retter sig mod de lokale borgere og virksomheder og ikke mindst turister.

Hvor skal idéen realiseres?

Projektets rammer er det nuværende Ommel Beboerhus. Dette hus er i dag både nedslidt og for småt til de aktiviteter, der foregår. Festsalen er for lille, og samtidig er toiletforholdene langt fra tilstrækkelige. Køkkenet trænger også til en opgradering.

Beboerhuset er opført som missionshus i 1889. Vi ønsker at bevare husets charme og stil, og vi vil hertil opføre en tilbygning på bagsiden af huset, så vores ønsker og behov imødekommes.

Beboerforeningen har opkøbt tre byggegrunde bag beboerhuset, så der nu er plads til en udvidelse af beboerhuset samt anlæggelsen af madkulturhaven Æblehaven.

Hvad omfatter projektet?

Midlerne skal bruges til at få projektet endeligt udviklet og tegnet helt færdigt.

Vores største ønsker til husets renovering og udvidelse er:
1) Større og fleksibel festsal
2) Professionelt og fleksibelt køkken, der kan bruges til events
3) Nyt og handicapvenligt toilet
4) Et foreningslokale til møder og aktiviteter
5) Et ungdomslokale til socialt samvær og aktivitet

Samtidig anlægges der i haven en åben scene inkl. opbevaringsrum, bålsteder, bålhytte, pizzaovn, åben plads samt langt bedre parkeringsforhold, så gæster ikke skal parkere ude på vejen.

Hvem står bag projektet?

Bag projektet står Ommel og Omegns Beboerforening, som ejer de fysiske rammer. Her har man i løbet af de sidste år arbejdet grundigt med projektet, hvor der bl.a. har været holdt borgermøder, og man har løbende orienteret og involveret beboerne i Ommel og omegn.

Der er endvidere nedsat en styregruppe, som skal tage sig af alle de madkulturelle aktiviteter fremover. Denne gruppe er sammensat af engagerede borgere, som på den ene eller anden led har erfaring fra andre steder med afvikling af events, fællesspisninger eller arbejder inden for det kulinariske felt.

Hvordan involveres lokalsamfundet?

Vi har indgået samarbejde med Fødevarenetværk Ærø og en række lokale fødevareproducenter, hotellet og busselskabet, så vi sammen kan skabe forskellige pakkerejser til Ærø i madkulturens tegn.

Derudover har de lokale borgere via Ommel Samvirke været inddraget, og der har ligeledes været holdt borgermøder om projektet. Mange i lokalområdet er frivillige i en eller anden grad i vores projekt. Derudover bakker Ærø Kommune op om projektet og har støttet det økonomisk.

Projektfakta

Samlet budget

200.000 kr.

Støttebeløb

200.000 kr.

Beliggenhed

Kirkevejen 8, Ommel
5960 Marstal, Ærø

Kontakt

Karin Kristensen

ommelbeboerhus@gmail.com