Danmarks Mindste Forsamlingshus

Den gode idé

Den gamle billetbygning bliver til ”Danmarks Mindste Forsamlingshus”.

Den lille charmerende pavillon direkte ud til Charlottenlund Skov og Forstbotanisk Have vil blive omdannet til et socialt mødested, hvor FN’s Verdensmål er udgangspunkt for et bæredygtigt fællesskab for borgere og lokale foreninger.

Ændringen fra en forfalden bygning til et aktivt hus vil også være med til at skabe tryghed på den ellers øde skovside af Charlottenlund Station.

Projektets fysiske rammer

Den bevaringsværdige pavillon skal indgå som et aktivt mødested for lokalområdets beboere.

Bygningen skal renoveres med respekt for arkitekt K.T. Seests fine pavillon fra 1926 og i overensstemmelse med kommunens regler for bevaringsværdige bygninger.

I Danmarks Mindste Forsamlingshus vil der være plads til café, miniteater, udstillinger, møder og andre sociale aktiviteter.

Det omfatter projektet

Der ønskes støtte til:
- Bygningsrenovering - murværk, gulve, vægge, malerarbejde, paneler
- Vinduer, døre, skabe
- Installering af vand og el
- Anlægsarbejde af arealet omkring bygningen

Foreningen Danmarks Mindste Forsamlingshus og DSB-ejendomme udformer i fællesskab projektbeskrivelsen og aftaler derefter arbejdets udførelse.

Tegninger og projekteringsmaterialer er under udarbejdelse.

Organisering af projektet og involvering af frivillige

Foreningen er sammen med DSB Ejendomme bygherre for projektet.

Der tilknyttes projekterende rådgivere og entreprenører til projektets planlægning og udførelse.

Arbejdet udføres af autoriserede installatører og vvs-firmaer, hvor det er påkrævet

Frivillig arbejdskraft vil indgå i forbindelse med nedrivning, tømrerarbejde, malerarbejde og anlægsarbejde.

Relationen til lokalsamfundet

Foreningen Danmarks Mindste Forsamlingshus ønsker i samarbejde med Gentofte Kommune at indrette arealet omkring pavillonen.

Vi har kontakt til andre foreninger, der ønsker at benytte Danmarks Mindste Forsamlingshus til aktiviteter, der ligger inden for FN's Verdensmål.

Huset skal være et åbent mødested hvor man også kan indhente informationer om bæredygtige initiativer og levevis, hvor lokalhistorie, kulturarrangementer, miljø og den særlige natur som knytter sig til dette sted vil blive formidlet for borgere, turister og forbipasserende.

Opret en kommentar

(Bliver vist sammen med kommentaren)
(Din email bliver ikke vist)
Gengiv ord og tal som vist på billedet
  • #1 Henrik Hjortdal skrev: 22-03-2020 07:51:17

    Det kan - ud over det gode konkrete formål med projekter -være til inspiration for andre lokalsamfund og DSB Ejendomme at finde utraditionelle muligheder for anvendelse af tiloversblevne bygninger til ikke-kommercielle formål.

  • #2 Hanne Østerbye skrev: 22-03-2020 11:42:33

    En enestående projekt som kommer til at sende et signal til verden om, at sammen kan vi flytte bjerge.

  • #3 Henrik Skov Andersen skrev: 22-03-2020 11:45:13

    Super måde at respektere den gamle bygning på

  • #4 Liselotte Lyngsø skrev: 22-03-2020 13:46:33

    Super ide - nye rammer omkring fællesskaber er vigtigere end nogensinde - vi står overfor en feedbackkrise - mevh Liselotte fremtidsforsker

  • #5 Christian Iversen skrev: 22-03-2020 13:56:19

    Super ide til et område hvor man kun ser hinanden i biler!

  • #6 Niels Nørgaard skrev: 22-03-2020 14:58:03

    Jeg har i mindst 25 år gået og kigget på denne herlige bygning og spekuleret hvordan den kunne komme til gavn og nytte igen. Som dreng var jeg inde i den da den var udlånt/-lejet til Jernbanehistorisk Forening. Og dengang var der stadig en væg på tværs af lokalet med sådan en sjov billet-/penge sluse i form af en rund svingdørskonstruktion, så man kunne sende penge ind på kontoret og få sin billet ud igen. Det er nok kun os "gamle" der kan huske denne konstruktion. Men en herlig bygning, der bestemt fortjener at blive re-vitaliseret.

  • #7 Sven Riskær skrev: 22-03-2020 17:09:19

    En fremragende ide om at genskabe en forladt bygning af høj arkitektonisk værdi som ramme for samling omkring aktiviteter, der kan bidrage til at fremme indsatser til gavn for FN's verdensmål på lokalt og globalt plan. Fortjener på enhver måde støtte og opbakning.

  • #8 Michael Bjørn Hansen skrev: 22-03-2020 20:27:46

    Bygningen er en sjov perle.
    I lever i en tid, hvor det ensformige og kedelige skubber alt til side, der er lidt anderledes.
    Det vil gøre Gentofte lidt rigere, at en sådan bygning bevares.
    Se på København: Saneringen af Nørrebro var en katastrofe. Da turen kom til Vesterbro bevarede man perlerne.

  • #9 Rasmus Willig skrev: 22-03-2020 23:49:42

    Kan kun støtte op om dette projekt. Gode folk står bag!!!

  • #10 Kathrine Bundgaard skrev: 23-03-2020 10:40:44

    Fantastisk med bevaring af et smukt lille åndehul i hverdagen for alle og så er det båret af frivillighed og hjerterum

  • #11 Kirsten Holmer skrev: 23-03-2020 11:26:13

    Fantastisk ide og fantastisk initiativ! Jeg håber, at pavillonen kommer til at summe af liv - og med mig som en af brugerne;)

  • #12 annette blegvad skrev: 23-03-2020 14:12:41

    det er en aldeles fremragende ide at bruge den fine bygning til aktiviteter, der kan styrke fælleskaberne i lokalområdet.

  • #13 John Gade skrev: 23-03-2020 21:00:53

    Meget flot og interessant projekt

  • #14 Karen skrev: 25-03-2020 14:27:11

    Det er bare en rigtig fin ide. Lægger gerne nogle timer der.

  • #15 Isabella Smith skrev: 25-03-2020 14:59:14

    Især i disse tider, hvor vi lærer om værdien af fællesskab er der mere grund end nogensinde til at skabe nye mødesteder.

  • #16 Heidi Eid skrev: 26-03-2020 21:59:41

    Et spændende projekt der samler, forbinder og forener. En borgerplatform hvor vi kan mødes og i fællesskab udvide, udvikle, bygge 'bro' og danne netværk på tværs til glæde og gavn for flest - Helhed, kollektiv bevidsthed, samhørighed, samklang og kærlighed :-)

  • #17 Mille Brink skrev: 27-03-2020 11:47:22

    Denne lille perle har en helt unik beliggenhed bag ved Charlottenlund station som er forbindelsesledet til resten af verden og med udsyn til skoven, forst botanisk have, og vejen ned mod havet. Desværre har den stået forsømt og forladt hen i mange år, hvilket har gjort området, trist og utrygt. Med restaureringen af bygningen og frivillige kræfter til at drive et forsamlingshus kan vi skabe et sted som alle mennesker kan bruge og blive en del af.