Den gode idé
Velkommen til Garage Park NV - et moderne borgerdrevet samlingssted med fokus på demokrati og deltagelse.
Garage Park NV inviterer hele byen til aktivisme, foreningsliv og iværksætteri. Du kan gå til demokratifitness i ”Demokrati Garagen”, up-cykle i ”FabLab Garagen”, sætte i gear hos NVærk eller møde naboen til fællesspisning, leg og debat i ”Fælles Garagen”
Garage Park NV går fra at være en midlertidig bypark til en blivende ramme for fællesskab og demokrati. I hjertet af en bydel, der er rig på mennesker og liv, men fattig på meningsfulde mødesteder - på tværs af voksne, unge og børn.
Projektets fysiske rammer
De bevaringsværdige smedjeværksteder på Rentemestervej 57 fortæller om en unik industrikultur. I alt 850 kvm fordelt på tre større værkstedsbygninger og et Klondyke-agtigt baggårdsmiljø.
Projektets åbningstræk udgør ”Fælles Garagen”. Det skal være kvarterets fælleshus i det gamle smedjeværksted på 160 kvm. Det er den flotte, men også nedslidte bygning, der ligger centralt placeret mod Rentemestervej.
Sammen med "Fælles Garagen" skal der etableres en borgerdrevet køkkenfunktion. Baghuse med toiletter, FabLab Garagen og gårdmiljøet sikres, så de er miljømæssige forsvarlige for alle at opholde sig i.
Det omfatter projektet
Før det gamle smedjeværksted kan tages i brug og danne ramme om Nordvests nye fællesskaber, skal det undergå en renovering og istandsættelse. Der skal nyt tag på bygningen, overfladerne skal saneres, og de smukke gamle sprossevinduer skal istandsættes. Hertil skal der etableres en ny køkkenfunktion, der kobler sig til den bevaringsværdige smedjebygning
Gårdrummet skal omdannes til et sidde-/mødested, toiletter i gården skal renoveres og facaderne mod Rentemestervej trænger til en kærlig hånd.
Hertil afsættes et beløb til at miljøsanere overflader, hvor der skal foregå fælles aktiviteter og leg.
Organisering af projektet og involvering af frivillige
Garage Park NV organiseres og drives på tværs at stedets brugere af en styregruppe, som består af en lokal borgerforening, Foreningen NVærk, Foreningen FabLab Nordvest, kooperativet Analyse & Tal og initiativet Demokrati Garage (forening), der er støttet af Københavns Kommune og udviklet af We Do Democracy.
Fælles Garagen drives af styregruppen og den daglige drift og udvikling varetages af en borgerforening bestående af frivillige, lokale borgere, foruden de kreative iværksætter- og kulturmiljøer, som holder til i Garage Park NV.
Vi er i alt:
4 foreninger
600 medlemmer
4-5.000 brugere
Relationen til lokalsamfundet
Garage Park NV har allerede vist sin værdi og relevans i Nordvest. I 2019 indtog vi den gamle ISS-grund og skabte en grøn by-oase. På bare et år blev en forladt parkeringsplads forvandlet til et levende fællesskab med mere end 4000 besøgende, over 80 afholdte events, langbordsmiddage, lysfest og fredagsbar.
Garage Park NV vil bygge bro mellem det nye og det gamle Nordvest. Med placeringen på kanten af ISS grunden, der er under omdannelse med nye boliger og byggefællesskaber vil Garage Park NV være det naturlige mødested på tværs bydelen og styrke udviklingen af Nordvest og hverdagslivet.