Adopt A Box
I Latinerkvarteret i Aarhus midtby pryder små plantekasser med spirende grønt gaderne. Det grønne initiativ hedder 'Adopt A Box' og har til hensigt at dyrke den levende by med spiselige planter og sociale fællesskaber ved at lade butikker og restauranter 'adoptere' en plantekasse, der kan stå udenfor deres dør.
'Adopt A Box' startede i Latinerkvarteret i Aarhus, men grundet en stigende efterspørgsel på plantekasserne, havde ildsjælene brug for større og bedre faciliteter. Hvor de frivillige før byggede og forspirede kasserne i deres private boliger, har projektet givet dem et nyt multifarvet drivhus ved de nedlagte jernbanespor i Aarhus, så flere dele af byen kan nyde godt af det frivillige arbejde.
Ildsjælene bag Adopt A Box ønskede at gøre Aarhus grønnere, pænere og samtidig udfordre ideerne bag 'urban farming' og dyrkning af mad i byerne. Projektet har både gavnet dem, der adopterer en kasse og derved får en grøn oplevelse midt i byen, og Aarhus’ borgere, der kan nyde godt af det bugnende grønne på vej hjem fra arbejde.