Byens Hus i Vrensted

I landsbyen Vrensted samarbejder lokale ildsjæle og Hjørring Kommune om at skabe nye rammer for det lokale fællesskab i landsbyen. Projektet omdanner den gamle skolebygning til et nyt samlingssted, hvor flere foreninger og institutioner rykker sammen under ét tag.

Som i mange andre små landsbyer oplever borgerne i Vrensted, at byens institutioner lukker - senest byens skole. Begivenheden har fået en gruppe engagerede ildsjæle til at gå sammen og gøre en indsats for den lille bys videre udvikling. I et målrettet samarbejde med Hjørring Kommune er ildsjælene nu godt i gang med at skabe et helt nyt samlingssted, der skal forene byens eksisterende foreninger og institutioner under ét tag i den tidligere skole.

Projektet samler den private børneinstitution, lokalhistorisk arkiv, forsamlingshus, idrætsforeninger i det nye Byens Hus. I første omgang skal skolen renoveres og bygges om, så lokalerne svarer til de nye brugeres behov. Målet er at skabe en fælles platform og et dynamisk sted, der samler landsbyens beboere på tværs af generationer. Når det står færdigt bliver Byens Hus et sted, hvor der er liv fra morgen til aften, og hvor borgerne kan mødes på tværs af interesser og gøremål.

Byens Hus er en del af et større projekt forankret i Hjørring Kommune kaldet ’Samling og sammenhold’. Projektet går ud på at ’rykke sammen’ i kommunens landsbyer, så flere aktiviteter sker under samme tag fremfor at være spredt ud på flere lokaliteter i de små byer. Samtidig skal Byens Hus være med til at gøre Vrensted mere attraktiv for borgere og tilflyttere. Byens Hus skal skabe nye rammer for det lokale fællesskab.

Opret en kommentar

(Bliver vist sammen med kommentaren)
(Din email bliver ikke vist)
Gengiv ord og tal som vist på billedet
  • #1 Carsten Salberg skrev: 27-11-2014 07:11:57

    Projektets adresse er forkert angivet og markeret forkert på kortet. Den korrekte adresse er: Stationsvej 12, 9480 Løkken