Husflidsgården

I Vestjylland ligger Gåsemandens Gård; en fredet gård placeret smukt i det grønne landskab. I et samarbejde mellem foreningen Ringkøbing Amts Husflid og Ringkøbing-Skjern Museum er gården nu blevet et udstillingsvindue for vestjysk husflids-, håndarbejds- og håndværksprodukter.

Gåsemandens Gård er fra ca. 1860 og fortæller historien om et lille vestjysk hedelandbrug fra tiden før maskinernes indtog. Gården er fredet og har stået næsten uforandret hen i de sidste 100 år. Den lokale husflidsforening, der består af en gruppe af ildsjæle med interesse for traditionelt vestjysk husflidsarbejde, så et potentiale i gården som ramme for deres aktiviteter.

Foreningen og Ringkøbing-Skjern Museum indgik derfor et samarbejde om at renovere dele af Gåsemandens Gård og dermed gøre den til ’Husflidgården’ - altså en ramme om egnens traditionelle husflidsaktiviteter. Gården er nu tilbageført, så den nu står som i 1930’erne. I en ombygget ladebygning udstiller, formidler og forhandler museet vestjysk husflidskunst, mens ildsjælene i husflidsforeningen har fået gode og egnede lokaler til deres aktiviteter.

Istandsættelse og ombygning var nødvendig for den nye anvendelse af bygningen og sikrer også en historisk bygning for eftertiden. Derudover tillader de renoverede rammer at åbne endnu mere op for lokalsamfundet med et historisk dyrskue for gamle husdyrracer og gamle traktorer og maskiner. I dag, hvor projektet er afsluttet, er de frivillige i Ringkøbing Amts Husflid glade for at få adgang til egne og egnede lokaler til deres virke. Og samtidig drager museet nytte af aktivt at kunne formidle historien om stedet – på stedet.


Opret en kommentar

(Bliver vist sammen med kommentaren)
(Din email bliver ikke vist)
Gengiv ord og tal som vist på billedet